Med holdtræning i den frie natur og et socialt netværk for medlemmerne på internettet, leverer Hello Fitness en alvorlig udfordring til resten af fitness–branchen. Hello Fitness vil forny danskernes tilgang til motion og fitness lysten skal drive værket og midlet er motivation.
De fleste af os vil gerne i lidt bedre form – eller i det mindste bare motionere på regelmæssig vis.
Fitnesscentrene lover at hjælpe os på vej, men problemet er bare, at deres løsninger ikke altid virker efter hensigten. Størstedelen af medlemmerne giver nemlig op efter den første måned.
Det skal være sjovt og udendørs
Årsagerne og de mere eller mindre dårlige undskyldninger er for manges vedkommende manglende overskud, tid eller lyst: Altså på den ene eller anden måde en manglende motivation.
Hello Fitness byder nu ind med en ny tilgang: Salg af motivation og et ønske om at gøre danskerne motionsafhængige:
"Hello Fitness adskiller sig markant fra de eksisterende fitnesstilbud, idet alle hold trænes af professionelle motivatorer. Ligeledes foregår al Hello Fitness’ træning i verdens bedste træningslokale: Nemlig i den frie natur. Det gør, at virksomhedens udgifter kan holdes helt i bund, og at der ressourcemæssigt kan fokuseres fuldstændigt på medlemmernes træning", forklarer Søren Randløv Petersen, der er daglig leder af Hello Fitness.
Han forklarer yderligere, at en motivator er en personlig træner, hvis fornemmeste opgave netop er at motivere, inspirere og guide de trænende til en god træning hver gang. Folk skal have noget ud af deres træning, og de skal frem for alt have lyst til at træne.
"Der er intet mere uinspirerende og trist end at stå i et fugtigt lokale med høj musik og en duft af billig parfume og steroider. Specielt når alternativet er frisk havluft under en løbetur langs havnefronten, lyden af fuglekvidder under en gang intervaltræning i Frederiksberg Have eller græs på knæene efter en dosis energitræning i Fælledparken", uddyber stifteren af Hello Fitness.
Et virtuelt klubhus
"Mens fitnesscentrene har mursten og mørtel byder vi i stedet velkommen i "The Hello Clubhouse", som er et socialt netværk på internettet i stil med Facebook og MySpace. Det virtuelle klubhus er dér, hvor man opretter en personlig træningsprofil, booker sig til træning, og dér hvor man kommunikerer med venner, bekendte måske totalt fremmede", fortæller Søren Randløv Petersen.
Man kan se, hvor og hvornår ens venner træner. Man kan invitere dem med til træning. Man kan konkurrere mod dem. Man kan diskutere med motivatorerne eller læse om de nyeste træningstips. "The Hello Clubhouse" er en ekstra dimension af Hello Fitness, som vil være medvirkende til at motivere og inspirere de trænende til at motionere mere. Der er ikke flere undskyldninger, når venner, familie og kolleger kan se, hvor lidt man træner. Og der er ikke noget bedre end at kunne dokumentere over sin kæreste, at man rent faktisk er den mest trænende i vennekredsen.
Hello Fitness har træning på alle tænkelige niveauer, men til at starte med er det kun i hovedstaden, at danskerne kan nyde godt af konceptet. I resten af landet må man indtil videre nøjes med at deltage i online–netværket på www.hellofitness.dk. Tilbuddene er dog allerede nu mange og fordelt over hele hovedstadsområdet fra helt basale nybegynderhold til intervaltræning for de øvede.
INFORMATION OM HELLO FITNESS
Danmarks billigste træning
Med en månedlig pris på kun 99,– for ubegrænset træning er Hello Fitness markedets billigste så stort set alle har råd til at være med hvilket også er meningen.
Energy Fitness, Baby Jogging og Power Walk
Al træning foregår i hold. Det er af den simple årsag, at det er sjovere og mere givende at gøre ting i fællesskab. Det bliver kedeligt i længden at træne alene, og det er en af hovedårsagerne til, at folk stopper med at motionere. Der er altid nogen at dele træning og oplevelser med hos Hello Fitness og der er nogen at konkurrere mod, hvis det er dét, man ønsker.
Der er "Baby Jogging" for nybagte forældre i Fælledparken. Benhård militær–inspireret "Energy Fitness" på Kløvermarken for vovehalsene. "Power Walking" i Frederiksberg Have for dem, der bare gerne vil i gang med at røre sig, samt slankeholdet "Sund & Slank" for alle dem, der er skræmte for at gå ned til de traditionelle fitnesscentre.