Den nyeste viden om D-vitaminstatus og D-vitamins mulige sygdomsforebyggende effekt er gennemgået af en række eksperter. Eksperterne bekræfter, at D-vitamin nedsætter risikoen for fald og frakturer hos ældre. Der mangler fortsat dokumentation for, at vitaminet forebygger andre sygdomme og der er derfor kun grundlag for få justeringer af råd om D-vitamin.
Spis fisk og få moderat sommersol
Befolkningen tilrådes en livsstil der kan medvirke til at forebygge D-vitaminmangel. Det anbefales at spise 200-300 g fisk om ugen samt få moderat med sol om sommeren (soleksponering 5-30 minutter nogle gange om ugen i sommerhalvåret) En sådan livsstil vil forebygge symptomgivende D-vitaminmangel. Solbestrålingen bør aldrig være af så lang varighed, at den fører til rødme af huden, da det øger risikoen for hudkræft.
Nye anbefalinger om tilskud
Som noget nyt anbefaler myndighederne børn op til 2 år og ældre over 70 år daglige tilskud af D-vitamin. Tidligere lød anbefalingen på at børn op til 1 år og ældre over 65 år skulle have tilskud. De øvrige anbefalinger til særlige risikogrupper om tilskud er ikke ændret.
Berigelse af fødevarer
Rapporten peger på, at berigelse af en eller flere fødevaregrupper vil have en positiv effekt for de grupper, der ikke følger de officielle råd om kost og sollys og i særdeleshed de særlige risikogrupper, der ikke følger rådet om at supplere med et dagligt D-vitamintilskud. Rapporten fremhæver også, at der ikke vil være nogle skadelige effekter af en D-vitaminberigelse på det niveau, rapporten anbefaler.
Anbefalinger om tilskud
10 µg (400 IE) D-vitamin anbefales til:
– Børn 0 2 år (D-dråber) (NYT baggrunden er, at der forekommer tilfælde af rachitis i andet leveår)
– Gravide
– Børn og voksne med mørk hud
– Børn og voksne, som bærer en tildækkende påklædning (altid lange bukser el. lign. og lange ærmer)
– Personer som sjældent/aldrig kommer udendørs eller som undgår sollys
20 µg (800 IE) D-vitamin kombineret med 800-1000 mg calcium anbefales til:
– Personer over 70 år (NYT)
– Plejehjemsbeboere
– Personer i øget risiko for osteoporose