Tre internationale nyheder fra Phonak

På den internationale messe EUHA præsenterer Phonak tre nye apparater. Apparaterne skal sikre, at Phonak fortsat er helt fremme i førerfeltet.

"Kampen om kunderne skal vindes på innovation, og derfor bruger vi mange ressourcer på at udvikle nye apparater, der imødekommer brugernes behov både teknologisk og designmæssigt," siger direktør i Phonak Danmark, Søren Hougaard.

De tre nye apparater, som Phonak lancerer på den internationale messe EUHA, er:

Exélia
Naída
inspiro

Exélia
Flagskibet blandt de tre produkter er Exélia, der er afløser til topproduktet Savia Art. Exélia kan bl.a. tilbyde fjernbetjente retningsmikrofoner, ægte stereo og integration med bluetooth enheder. De to sidstnævnte funktioner betyder, at mennesker med hørenedsættelse langt om længe får mulighed for trådløs kommunikation med samme gode lydkvalitet, som folk med normal hørelse har haft i årevis.
Læs mere i vedhæftet faktaark.

Naida
Naida er et såkaldt UltraPower–apparat til svært hørehæmmede. Det er til dato det slankeste og mindste inden for denne kategori af apparater. Udover at brugerne vil kunne presse endnu mere lyd af apparatet, er det også vandafvisende, hvilket gør det attraktivt for sportsudøvere med svære hørenedsættelser.
Læs mere i vedhæftet faktaark.

inspiro
inspiro er et nyt FM–system, der er udviklet til undervisningsbrug og er fuld af nye features. F.eks. kan op til ti sendere kobles sammen i ét netværk. inspiro tilpasser også FM–niveauet i forhold til støjniveauet i undervisningslokalet.
Læs mere i vedhæftet faktaark.
 

Læs mere her

Dagens nyheder – Læs bla. om Mænd og kvinder reagerer forskelligt på fed mad

Mænd og kvinder reagerer forskelligt på fed mad
Det lader nu til, at mænd og kvinder reagerer helt forskelligt på fedt og grøntsager i kosten, viser overraskende ny forskning.  Gennem de seneste år har forskere i stigende grad påvist, at bakterierne i vores tarme spiller en afgørende rolle for vores fysiske og psykiske sundhed. Sammensætningen af tarmbakterier kan have betydning for, om vi bliver fede, udvikler type 2-diabetes og måske endda også autisme. Tidligere forskning har vist, at maden, vi spiser, ændrer vores sammensætning af bakterier i tarmen, og den funktion bakterierne har.
Læs mere her

Fokus på tandpleje i sygehusvæsenet kan redde liv

Patienter, der bliver indlagt på hospitalet, kan i yderste konsekvens dø af mangelfuld mundhygiejne. Patienter rammes bl.a. af lungebetændelse, der i visse tilfælde skyldes dårlig tandpleje. Dansk Tandplejerforening har derfor valgt tandpleje i det offentlige sygehusvæsen som tema for den internationale tandplejerdag onsdag den 10. oktober.

– Tidligere på året kunne man i fagpressen læse om patienter, der blev ramt af livsfarlig lungebetændelse på intensivafdelinger, og hvor årsagen var mangelfuld mundhygiejne. Indlagte patienters mundhygiejne er generelt en overset problemstilling i hospitalsregi. Derfor har vi valgt det som årets tema i forbindelse med den internationale tandplejerdag, udtaler Elisabeth Gregersen, formand for Dansk Tandplejerforening.

Særligt fokus på hospitalsindlagte

Den internationale tandplejerdag skal sætte fokus på en forbedring af mundhygiejnen på danske hospitalsafdelinger. En tidligere undersøgelse har bl.a. vist at 65 % af de hospitalsindlagte patienter på en intensiv afdeling havde bakterier i plakken, som kan medføre lungebetændelse. Samme bakterie blev kun fundet hos 16 % af patienterne i almindelig tandlægepraksis.

– Vores målsætning er at sætte fokus på manglen på tandpleje i hospitalsregi. Alle sygehusafdelinger bør have en standard for mundhygiejne. Desuden bør relevante sygehusafdelinger, herunder intensivafdelinger, have ansat eller tilknyttet tandplejere på konsulentbasis på samme måde, som der i dag findes hygiejne– og udviklingssygeplejersker på sygehusene, siger Elisabeth Gregersen.

Den internationale tandplejerdag 2007

På selve dagen har Dansk Tandplejerforening fået en aftale med intensivafdelingen på Hillerød Hospital, hvor personalet vil blive informeret om korrekt mundhygiejne. Hospitalet har i forvejen fokus på mundpleje, men vil gerne lære mere om god mundpleje af deres forskellige svage patienter. Ud over en lang række besøg på andre danske hospitalsafdelinger vil foreningen desuden udsende artikler, debatoplæg mv. om behovet for at forbedre mundhygiejnen for hospitalsindlagte patienter.

Patienter, der er svækket på grund af alder eller alvorlig sygdom, og som derfor ikke er i stand til at tage vare på deres egen mundhygiejne under indlæggelse, er naturligvis en af de primære målgrupper for en styrket indsats på området. Men også andre patientgrupper kan have særlige problemer, som kræver en øget opmærksomhed på mundhygiejnen.
 

Læs mere her

Ny hjemmeside om Osteoporose

En ny hjemmeside, Osteoporosedoktor.dk, vil fremover give professionelle behandlere adgang til opdateret viden om diagnosticering, udredning og behandling af osteoporose.

Undersøgelser viser, at 40 % af alle kvinder og 15 % af alle mænd får et osteoporotisk brud i løbet af deres levetid. Mange patienter får desværre først konstateret osteoporose på et sent tidspunkt, og antallet af brud som følge af knogleskørhed er derfor unødigt højt.

Med Osteoporosedoktor.dk får professionelle behandlere nu et digitalt værktøj og en vidensbank, som guider brugeren gennem de forskellige trin i diagnoseprocessen, hjælper med at tolke undersøgelsesresultater og vejleder i valg af behandling, opfølgning og kontrol.

Praktiserende læge Anders Winther, Birkerød, har testet hjemmesiden, og siger om dens brugervenlige design:

"Osteoporosedoktor er et brugbart og let tilgængeligt værktøj, der er nemt at integrere direkte i konsultationsprocessen. Sitet kan anbefales som et værktøj i en hverdag i almen praksis, hvor der er behov for hurtig formidling af viden, der kan anvendes direkte i konsultationen, mens man sidder over for patienten."

Indholdet på hjemmesiden er udviklet af specialister i osteoporose og Prescriba, der er en sundhedsvidenskabelig formidlingsvirksomhed, som står bag en række såvel kliniske som patientorienterede hjemmesider om sundhed, forebyggelse og behandling.

Lars Hyldstrup, der er endokrinolog og overlæge ved Osteoporoseenheden på Medicinsk Endokrinologisk afdeling på Hvidovre Hospital, er en af de faglige redaktører på Osteoporosedoktor.dk, der sikrer et opdateret videnskabeligt og kommercielt uafhængigt indhold på hjemmesiden. Han mener, at en af styrkerne ved hjemmesiden er, at den giver professionelle behandlere mulighed for nemt og hurtigt at gøre brug af specialisternes ekspertise.

"Hjemmesiden kan både bruges som opslagsværk og under selve konsultationen. Indholdet er udarbejdet af speciallæger i samarbejde med praktiserende læger, netop for at sikre, at informationen er rettet mod den travle klinikers dagligdag. Relevant information er højst 2 klik væk, så svar på spørgsmål om osteoporose kan findes på få sekunder", udtaler Lars Hyldstrup.

Prescriba, som har udviklet og ejer Osteoporosedoktor.dk, har indgået en 3–årig distributions– og sponsoraftale med Roche Danmark a/s og GlaxoSmithKline Pharma A/S.

Hjemmesiden følger de til enhver tid gældende retningslinjer for diagnostik, forebyggelse og behandling af osteoporose, nationale såvel som internationale.

Yderligere information:
Adm. Direktør Anna Lise Frier Ruge, Prescriba:
Telefon: +45 20 11 06 33

Hovedredaktør, Overlæge Lars Hyldstrup, Osteoporosedoktor:
Telefon: +45 24 25 58 02
 

Læs mere her

Unge støtter brysterne

Unge sønderjyder samler ind til kampen mod brystkræft

Under mottoet "Støt Brysterne" har Kræftens Bekæmpelse gjort oktober til officiel indsamlings– og oplysningsmåned om brystkræft. Men kampen mod brystkræft er ikke kun forbeholdt midaldrende kvinder – de unge vil også være med.

Samarbejde med ungdomshjemmeside
18–årige Luise Grejsen Nissen fra Haderslev har startet sin egen indsamling på stoetbrysterne.dk og med opbakning fra det sønderjyske ungdomswebsite Lastnight.dk forventer hun at samle flere tusinde kroner ind til Kræftens Bekæmpelse.

"Det er et emne, der skal sættes fokus på. Det er en sygdom, som mange har haft inde på livet med bl.a. pårørende, venner og familie", siger Luise om baggrunden for sin indsamling. "Jeg har selv været tæt på sygdommen i forbindelse med venner og familie, hvilket bare gør det endnu mere fedt at kunne starte sin egen indsamling".

Hun opfordrer samtidig alle uanset alder og køn til at støtte indsamlingen, "for det kan jo ramme alle, og tænk hvis det er dine 50 eller 100 kr., der i sidste ende gør forskellen."

Det er andet år i træk, at Luise og Lastnight.dk i fællesskab samler ind til brysterne, og i år sætter websitet alle sejl til og har sågar farvet hele hjemmesiden lyserød – farven, som er blevet symbol på kampen mod brystkræft.

Tænker på andet end druk og sex
"Vi kan rigtigt godt lide bryster, hvilket et hurtigt kig i vores 28.000 store billedgalleri kan bekræfte. At støtte Luises indsamling er ligesom vores måde at betale tilbage på", udtaler stifter af Lastnight.dk Jonas Juhler Hansen med et glimt i øjet.

"Nej seriøst, det er en alvorlig sag, og vi er blot glade for at kunne hjælpe med at skabe opmærksomhed omkring en forfærdelig sygdom. Samtidig er det en god lejlighed til at vise, at Lastnight.dk og den sønderjyske ungdom ikke mindst tænker på andet end sig selv, druk, fest og sex. Vi har faktisk en samvittighed, selvom vi årets øvrige 11 måneder gør vort bedste for at skjule den."

Drik en Cult Shaker mindre
På websitet har man opfordret alle de næsten 5.000 registrerede brugere til at bidrage med bare minimumsbeløbet på 50 kr. "Tænk, hvor mange penge det vil blive, hvis alle gjorde det! Og selvfølgelig kan alle undvære 50 kr. Drik en Cult Shaker mindre i byen", lyder det fra Jonas Juhler Hansen.

Målet for Luises indsamling er 2500 kr. og allerede nu er der samlet mere end en tredjedel ind. Man kan støtte Luises indsamling via dette link: http://www.stoetbrysterne.dk/sedeltager.aspx v=1716

Om Lastnight.dk
Lastnight.dk er Sønderjyllands største dedikerede ungdoms– og festcommunity med næsten 5.000 registrerede brugere og 30.000 månedlige besøgende. Med Haderslev, Vojens og Aabenraa som kerneområde, har sitet siden 2003 gennem festbilleder og chat arbejdet for at bringe den sønderjyske ungdom tættere sammen og styrke den regionale identitet. Lastnight.dk er non–profit, og alt arbejde er frivilligt, ligesom hjemmesiden er gratis at benytte, når man har registreret sig.
 

Læs mere her

Man putter jo ikke gift i bolcher, vel

Spørgsmålet stilles af Anne Camilla Stenbroen, der er kvinden bag en butik med sunde sager primært til børn – på nettet, nemlig www.vismaa.dk

Baggrunden for spørgsmålet er det faktum, at der gennem mange år har været narresutter på det globale marked med et alt for højt indhold af allergifremkaldende og hormonforstyrrende stoffer.

"Det var faktisk den viden, der gav mig startskuddet til min netbutik, for det kan da bare ikke være rigtigt, at vi putter gift i munden på det dyrebareste vi har nemlig vores børn. Og det er lige så tosset, at vi giver de små tøj på, der kan være forurenet med direkte farlige kemikalier. Der kan være brugt op til 900 gram kemikalier til forarbejdning af ét kilo bomuld", fortæller Anne Camilla Stenbroen. Den med narresutterne vender vi tilbage til.

Ordentlige varer uden hysteri
Der var ikke langt fra tanke til handling, og i begyndelsen af 2007 begyndte den erfarne mor, der har arbejdet professionelt med børn i mange år at opbygge sin butik. Hun fortæller: "Alle varer er produceret med omtanke for indholdet og under ordentlige forhold, og mange af dem er enten økologiske eller Økotex–mærkede. Jeg har den opfattelse, at økologisk er godt, men det vigtige er, at mine varer er giftfrie og fremstillet under forsvarlige forhold. Der er masser af gode og rene varer, der ikke er økologiske, og dem kan man finde hos mig".

Producenterne er typisk de mindre danske designere, der er så populære blandt forældre, der gerne vil klæde de små poder lidt smart på. Enkelte varer er dog tyske og i øvrigt økologiske. Og flertallet af varerne er produceret i Europa, for som Anne Camilla Stenbroen udtrykker det: "Hvis man ikke selv har været på fabrikkerne i Asien, kan man ikke vide, om der er benyttet miljøskadelige kemikalier, børnearbejde osv. Og det vil jeg ikke være med til at sælge!".

Narresutter skal være natursutter
Som nævnt var det historierne om de mere eller mindre giftige narresutter ude i verden, der satte Anne Camilla på sporet af alternativer, og her er der kun et reelt: Natursutten. Den er fremstillet udelukkende af gummi fra gummitræet Hevea Brasiliensi. Der er ikke benyttet nogen form for kemikalier eller PVC, og enhver risiko for latexallergi er fjernet.

"Helt ærligt: Jeg forstår slet ikke, at der ikke kun findes sutter, der er fremstillet som Natursutten. Jeg kender ingen voksne, der med fuldt overlæg vil sutte i timevis på noget, der er fremstillet med f.eks. kunstige farvestoffer. Og så skal børn altså heller ikke gøre det", siger Anne Camilla, der fortæller, at Natursutten er et kæmpe hit på hendes netbutik.

Producenter og kunder er begejstrede
De danske og udenlandske producenter af miljørigtigt børnetøj har taget godt mod konceptet bag www.vismaa.dk, og kunderne endnu mere. Trods en forrygende succes allerede få uger efter lanceringen af netbutikken, der tager mod Dankort med sikker betaling via PBS, leveres stort set alle ordrer fra dag til dag.

"Jeg er tilgængelig via mail og telefon, og det benytter mange kunder sig af, når der er spørgsmål til produkterne. Og noget tyder på, at flere og flere forældre tager problemerne med gift i tøj, sutter og legetøj alvorligt, for der er gang i både butik, mail og telefon", slutter Anne Camilla Stenbroen.

[Billedtekst: Anne Camilla Stenbroen med en af de populære Natursutter] 

Læs mere her

I dag udgives albummet MusiCure 7. Horizons – komponeret og produceret af Niels Eje

Videnskabelig dokumentation af MusiCure’s positive virkning

Udgangspunktet for skabelsen af MusiCure er forskningsprojektet Musica Humana, som siden 1998 har gennemført videnskabelige studier af musikkens virkning på en række patientgrupper på sygehuse i Danmark, Norge, Sverige og USA. Musikken har herigennem opnået videnskabelig dokumentation for sin positive effekt på flere tusinde patienter.

MusiCure er specielt komponeret "genre–løs" musik, skabt med henblik på at virke afstressende og oplevelses–skabende, og denne musik søger bevidst at ophæve associationer til nogen af de traditionelle etablerede musikgenrer eller stilarter, for herved at henvende sig direkte til alle, uanset individuel musiksmag, lyttevaner og præferencer indenfor musik i øvrigt.

Den nye udgivelse "HORIZONS" MusiCure nr. 7

Musikken på "HORIZONS" handler om overblik og oplevelse af brede vidtstrakte horisonter.
Som lytter svæver man over store landskaber og ser verden i fugleperspektiv og denne fornemmelse af overblik og ro virker stress–dæmpende og beroligende.
Integreret i musikken er komponistens egne optagelser af lyde fra naturen et element som er gennemgående for hele MusiCure serien og som medvirker til at gøre HORIZONS og de øvrige seks CDer til et unikt redskab i indsatsen mod stress.

MusiCure har modtaget hæderspris i USA

Den nye udgivelse i CD serien MusiCure "HORIZONS" kommer umiddelbart efter uddelingen af årets "Blair Sadler Awards" i USA, hvor førsteprisen 2007 gik til den dansk producerede CD serie MusiCure og komponisten Niels Eje. Prisen er international og uddeles for kreativ nytænkning indenfor integrering af kunst i sundhedssystemet.
Den nye udgivelse "HORIZONS" er den syvende i MusiCure CD serien, der nu anvendes bredt som middel mod bl.a. stress på sygehuse, institutioner, virksomheder og blandt tusindvis af private brugere, som har købt MusiCure CDerne på apoteket.

Introduktion af MusiCure på Londons største apotek

Den internationale interesse for den forskningsdokumenterede musik har været stigende siden 2003 hvor den første udgivelse blev lanceret. Først kom de norske apoteker med deres præsentation af MusiCure i 2005, og nu introduceres CD serien på det største apotek i London: John Bell & Croyden, i hjertet af den britiske hovedstad. Det er planen at den engelske apotekskæde Lloyds Pharmacies i efteråret vil lancere MusiCure som et permanent tilbud på alle kædens apoteker i hele England.
 

Læs mere her

Kilden til evig ungdom

Den Intelligente Krop, en af Danmarks største internetbutikker for sund livsstil, har indgået aftale om distribution af træningsdvd’en "De Fem Tibetanere – Kilden til evig ungdom".

Vi har længe ledt efter lige netop en dansk udgave af "De Fem Tibetanere". Så det er glædeligt, at vi nu kan tilbyde vores mange kunder denne dvd også, siger ejer og Fysioterapeut Lotte Paarup.

Tiden er moden til bevægelse med sjæl – bevægelse der stikker dybere, og som stresser ned og påvirker kropsenergierne positivt.
"De Fem Tibetanere" har hjulpet mange mennesker. Nu er det muligt at blive guidet foran fjernsynet med denne danske dvd.

Dvd’en indeholder udover "De Fem Tibetanere", opvarmning, en meditationsøvelse og et hæfte, der fortæller om historien bag.

Fysioterapeut Betiina Larsen har lavet denne skønne dvd med de over 2000 år gamle øvelser. "De Fem Tibetanere" fremmer både fysisk og psykisk sundhed, samt hæmmer aldringsprocessen, og bliver derfor kaldt "Kilden til evig ungdom".

Den Intelligente Krop har etableret sig som en af de absolut mest markante internetbutikker for sund livsstil. Visionen er at være dem, der gør det muligt for hele familien at skabe en sund livsstil i udvikling. Alt hvad de foretager sig er baseret på nutidens forskning og egne erfaringer. Denintelligentekrop.dk mål er at skabe en intelligent krop, der forener krop, sjæl og psyke.

Læs mere om denne enestående dvd, De Fem Tibetanere – Kilden til evig ungdom på www.denintelligentekrop.dk

Vejledende udsalgspris for De Fem Tibetanere er DKK 149,00
 

Læs mere her

Jan Falk Villadsen fra Sahva til produktionschef i Ortos AS

Den 35–årige Jan Falk Villadsen, Strib, er ansat som produktionschef i den nye medarbejder–ejede bandagistvirksomhed, Ortos AS.

– Det er en kolossal udfordring, ikke mindst fordi kravet fra vores kunder er, at vi fra starten skal levere service og støttemidler, der er klart bedre end konkurrenternes.

Ellers har vi ingen berettigelse. Men det kan vi også, fordi vi kun ansætter de bedste og mest erfarne bandagister i Danmark, siger den netop tiltrådte produktionschef, Jan Falk Villadsen, Ortos AS.

Startede selv som ortopæditekniker
Jan har en baggrund som ortopæditekniker med en videreuddannelse som produktionsteknolog. Inden han tiltrådte hos Ortos, var han proceskoordinator for konkurrenten Sahva, hvor han blandt andet arbejdede som tekniker og fremstillede proteser, behandlingsbandager m.m.

– Ud over fremstilling af de tekniske hjælpemidler til fysisk handicappede, så er det arbejdet med udvikling og kvalitetsstyring, der har min interesse. Så derfor er stillingen som produktionschef et ønskejob for mig, siger Jan Falk Villadsen, der står for at opbygge Ortos’ værksted i Odense, hvor proteser og andre hjælpe– og støttemidler til kunderne opbygges og tilpasses på basis af komponenter fra branchens bedste underleverandører.

Om Ortos AS
Ortos AS i Odense er en ny dansk bandagistvirksomhed, der er i færd med at flytte branchen fra et håndværksfag til et højteknologisk servicefag. Medarbejderne er medejere af virksomheden og garanterer med deres personlige engagement og erfaring for, at den personlige betjening går hånd i hånd med udvikling og ny teknologi.

– Vores tilbud til kunderne er service, livskvalitet og velvære, og vi yder individuel hjælp til fortsat rehabilitering i form af genoptræning, terapi og undervisning. Ortos opbygger og tilpasser enhver form for kropsbårne hjælpemidler som proteser, korsetter, specialsyet fodtøj og kosmetiske proteser.

Løsningerne leverer vi, så snart kunden er klar. Som en del af vores service kan vores kunder få råd og vejledning uden for almindelig arbejdstid, siger Jan Falk Viladsen.

Kunderne er såvel den enkelte borger, som læger og hospitaler, kommuner og regioner samt selvstændige bandagister og håndskomagere i Danmark.

Ortos AS Kvalitet i bevægelser
 

Læs mere her